Den ny Tjæreby Præstegaard

Ombygningen af Tjæreby præstegård starter med en grundig analyse af brugen og området.

Den nuværende præstegård fra 1956 fremstår som en gedigen funktionalistisk skikkelse i røde mursten, og som kontrast til kirkens okkergule farve. Det forunderlige sammenspil, kan måske forklares med efterkrigstidens nye strømninger i samfundet. Og behovet for en 'ny moderne og praktisk indrettet bolig', som Sorø Amtstidende skriver fra indvielsen, i en artikel fra 1957.

Nu er tiden igen inde til at se nærmere på præsteboligens stand. I forbindelse med ide- og dispositionsforslaget er brugen og flowet i bygningen, og omgivelserne kortlagt. Der er arbejdet med en mere tidssvarende vinkel på ankomst og opdeling mellem privatbolig og embede, der taler ind i næste generations brugere.

Ankomsten omlægges til Smedevej, der giver en naturlig entré til ejendommen fra nordsiden. Den nye ankomst er i første omgang fælles for bolig og embede, og deler sig herefter til hver sin adgangsvej. Det bevirker, at boligen får en naturlig privatsfære i vestsiden af ejendommen, mens den offentlige del af ejendommen holdes i østsiden.

Menighedsrådets ønske om at fremtidssikre præstegården, har resulteret i et valg om at arbejde videre med planforslag b.

Indretningen i boligen følger tråden i de funktionalistiske rammer og opdateres til en tidssvarende åben planløsning. Fra entré og praktisk bryggers, ledes man mod køkken-alrum med direkte adgang til haven i syd og vest. Der er samtidig mulighed for direkte adgang til embedsdelen mod øst. 1. salen er praktisk indrettet med værelser og et badeværelse.

Den offentlige adgang til embedsdelen sker fra øst. Her er der direkte entré i konfirmandstuen, der er indrettet med masser af skabsplads og en siddeniche med kig til landskabet. Det nye tjenestekontor ligger i forlængelse af konfirmandstuen og giver en naturlig samhøringhed. Den østlige placering af konfirmandstue og tjenestekontor giver mulighed for, at morgen- og formiddagssol kan nydes i løbet af dagstimerne.

Omlægning af ankomsten tilfører en udstrakt landskabelig kvalitet, i form at den gamle asfaltvej i vest kan fjernes og stedet etableres med grønne opholdssteder.

Parallelt med skitsearbejdet er den eksisterende bygning registreret, og dens kondition for den ønskede ombygning vurderet. Der er samtidig taget prøver for miljøfarlige stoffer og udarbejdet vurdering af energiforbedringer. Dette for at give et kvalificeret grundlag for opstilling af budget. Og for at give menighedsrådet og provstiet et solidt grundlag at træffe beslutning om videre forløb.

 

Projekt: Skitse, renovering, fornyelse

Lokation: Tjæreby, Skælskør

Bygherre: Folkekirken

Størrelse, bygning: ca. 250 m2

Status: I gang

Samarbejdspartnere: 

 

Projekt team:

Morten Ellbrecht Olsen

Kasper Thureby Horn

Derrie Pearson

 

Photos:

Korsør 
Gl. Banegårdsplads 4, 1. sal, Korsør 

Kalundborg 
Hareskovvej 17h, Kalundborg